ANMELDELSE: Game Night: Don't Pass Go, Don't See This Film

Fotokredit: Teaser-Trailer.com

Fra instruktørerne John Francis Daley, bedst kendt for sin rolle i det elskede komedie-drama Freaks and Geeks foruden at skrive kreditter på 2011'sFrygtelige chefer& de sidste årSpider-Man: Hjemkomst, og Jonathan Goldstein, bedst kendt for sit arbejde med John Francis Daley, kommer deres seneste indsatsSpilaften, noget, der på papiret kunne beskrives som en film, men som knap nok passer som sådan. Jason Solomons, filmkritiker for The Observer, bemærkede engang, at Richard Kellys katastrofe i 2006Southland Talesvar så dårlig en film, at den fik ham til at spekulere på, om Kelly nogensinde havde mødt et menneske. Det er en sætning, jeg nemt kan anvende påSpilaftensåvel.

Spilaften, historien om en gruppe venner, der finder sig selv involveret i en virkelig kidnapning under deres ugentlige spilleaftens sammenkomst, synes at være tænkt som noget af en komedie-thriller, en kombination som Daley & Goldstein dovent forsøger og i sidste ende aldrig helt finde ud af, hvordan den udføres fuldt ud. Hovedrollemedlem Jason Bateman gør sit bedste Jason Bateman, mens Rachel McAdams som sin kone Annie tydeligvis intet har lært af sin dystre præstation iDoktor Strange, igen med en karakter, der for nylig dimitterede med udmærkelser fra Academy Of Phoning It In. Kyle Chandlers rolle som Brooks, den kidnappede bror til Max (Bateman) ligner mere sin egen Coach Taylor fra Friday Night Lights end noget andet, men det er Jesse Plemons som Gary, den uhyggelige, afskrækkende, forsømte nabo til hovedkaraktererne Max og Annie der skaberSpilaften's eneste lysstråle - jeg kan ikke helt finde ud af, hvad han laver med den måde, han taler på, men uanset hvad det er, så elsker jeg det. Der er også nogle lovligt humoristiske øjeblikke leveret af andre tilfældige medvirkende medlemmer, men disse kommer ud af mindre veltilrettelagte komiske perler og virker i stedet beslægtet med Daley & Goldstein, der snurrer et overdimensioneret hjul fyldt med vittigheder for at se, hvor nålen lander. Det hele er held - aldrig en intelligent måde at lave en film på.

Desuden har jeg aldrig helt oplevet en film med et plot så svært at forstå som denne, på trods af den tilsyneladende nem at følge kidnapningspræmissen - tro mig, er der langt mere i det end bare det, især når talrige ubrugelige, semi -uløste sideplot mellem bipersoner er indregnet, hvilket umiddelbart vil gøre det til en kamp at bekymre sig om meget lidt, hvis overhovedet. Selv redigeringen er på en eller anden måde forfærdelig, med tilsyneladende tilfældige, scattershot-snit mellem karaktererne for at antyde, at filmen, vi ser, er det første udkast, snarere end noget, der ligner et slutprodukt. Igen, men tilfælde, hvor Daley & Goldstein ser ud til at kende deres håndværk skinner alt for hurtigt igennem i de korteste øjeblikke, såsom en interessant one-take scene, hvor rollebesætningen skal overliste et hus fyldt med bøller, mens de forsøger at stjæle en Fabergé-æg...så igen, at skulle nævne den scene betyder, at jeg måske bliver nødt til at beskrive de scener, der går forud for den, hvilket er en udmattende opgave hele vejen rundt betyder, at jeg derfor ikke længere finder det interessant

Rollelisten i Game Night, formentlig fanget, mens de så en visning af filmen.

Spilaften er spild af tid, en forudsigelig film fyldt med dårligt skuespil, forfatterskab, instruktør-skrald og let overskuelige drejninger, alt sammen op til en samlet produktion, der mere kan forventes af filminteresserede i ungdomsskolen i modsætning til de professionelle, der vises her. Det er en skam, som filmens lovende indledende trailer præsenterede en offbeat komedie, der fangede min interesse, endnu et eksempel på noget virkelig intelligent studiemarkedsføring, der arbejder hårdt. Desværre kaster dette output fra Daley & Goldstein en mørk, ildevarslende sky over produktionen af ​​DC's kommende Flash solouting Flammepunkt , da disse to er blevet tappet til direkte-aldrig har jeg følt mig mere bekymret over den allerede urolige DCEU, end jeg er over, hvad de kunne gøre for at skæve denne elskede komiske ejendom. Den eneste trøst jeg har ved at se tilbage på min visning af Spilaften hviler fast i, at jeg aldrig skal se den igen.

Spillet er slut.